Maskebæltefinke

Sivastrild - neochmia ruficacuda (Gould) [Bathilda ruficauda]

En opdrætter beretning:

Han: Isse, tøjler, hovedets sider og strubens øverste del skarlagen rød, øre omgivelserne og strubens øverste del med talrige små hvide punkter. Overside og vinger mat grågrønne eller olivengrønne. Overhaledækfjer karminrøde med hvidlige spidser. Strubens nederste del, forbryst og sider lyn grønlig grå eller olivengrønne med små hvide punkter på struben og større punkter på bryst og sider. Bagbrystets midterste del, bug og underhalefjer gul hvide eller klart gule. Øjne lyserøde, næb skarlagen rød, ben gule. Længde ca. 11 cm.

Hun: Mattere i farven. Den røde farve er mindre udbredt og når ikke til struben.

Ungedragt: brunlig på oversiden, tøjler og øjenomgivelser grå, underside mat brunlig. Næb sort.

I fangenskab findes der i dag følgende mutationer: den rødhovedet findes i isabel og pastel. den gulhovedet hvor næbet også er gul er i sig selv en mutation, der ligeledes findes i isabel mutation.

Så vidt jeg er ved skulle sivastrilden også findes en broget udgave.

De forskellige mutationer arver recessiv - så hvis man parrer med en normal farvet, bliver alle ungerne normalfarvede. Ved tilbageparring f.eks. Far: gul mutation med datter split gul mutation, får vi unger med gult hoved.

Udberedelse: Sivastrilden har sin udbredelse i det østlige Australien fra det mellemste Queensland til Rockhamton.

Sivastrilden blev første gang indført til Europa i 1860. I begyndelsen af dette århundrede og op til 1. Verdenskrig blev den indført årlig. I mellemkrigsårene og efter 2. Verdenskrig blev den indført jævnlig op til 1960, hvor Australien indførte eksportforbud. De sivastrilder der findes i Europa i dag er alle opdrættede fugle.   

Min interesse for netop denne fugl, opstod da jeg så den hos en anden fugleholder, hvorfra jeg senere erhvervede mig et par. Dog var jeg så uheldig at miste første hannen, der blev erstattet af en ny. Den var med gult hoved, men sikke et, så døde den gamle hun, og jeg måtte så ud og søge efter en ny. Jeg fandt en god en, og havde nu et helt sikkert ubeslægtet par, det kan man ikke være alt for sikke på, når man køber et par fugle hos en samme opdrætter, så det bedste råd er køb ved to opdrættere og krydsparre dem så, så er man næsten sikker på at fuglene ikke er nært beslægtede.

Nu havde jeg så fuglene, så var det næste spørgsmål ville de yngle? De fik en lille voliere for sig selv i fuglekælderen, da vi efterhånden var kommet hen i november måned.

Volieren blev udstyret med grene og rede muligheder, men der skete ligesom ikke rigtig noget, før vi nåede hen i januar.  Den 8. januar var 1. Æg lagt. Og den 12. januar var der 4 æg. Disse æg var dog blanke, men alt tydede dog på, at de ville bygge rede og lægge æg, så var det jo bare om hannen også kunne finde ud af det sidste.

Den 5. marts lagde hun så det første æg, og blev ved til hun havde lagt 8 æg. Den 24.marts begyndte æggene at klække. Alle 8 æg var befrugtede og klækkede, sikke en trængsel der var i reden. Det var godt de havde valgt en stor lukket trope rede.

14.april sad de der så 8 flotte unger på pind.

6. maj blev følgende adfærd observeret: Hannen sad og sang for fuld hals, og tæt omkring han sad en del unger, der var lige ved at træde tæerne af ham, i bare iver efter at lære kunsten at synge, og at ungerne lyttede efter kunne ses, ved at de lagde hovedet helt på skrå.

Jo ældre ungerne blev jo mere farvede de ud, og jo tydeligere kunne det ses at det var han ungerne der havde været til sangundervisning 

21. maj blev ungerne flyttet, da var de gamle var begyndt på et nyt kuld. 8 æg, 6 uger på pind, efter 2 kuld bliver alle rede muligheder fjernet, så forældrefuglene kan få fred til at, komme i god kondition til næste yngle sæson .

Da det lune vejr endelig kom, blev de lukket i udendørs voliere, hvor de gik helt hen til midten af september.

Foder:

I litteraturen står, at de gerne vil have vandinsekter og myrepupper, det har mine fugle ikke læst om, for de rørte det aldrig.

En god trope blanding, supleret med Japan hirse, og hvid hirse, som de får serveret i hver sin skål, som spiret frø får alle mine pragtfinker opblødt kanariefrø, der har sået i blød i et døgn, frøet skylles og sætte til afdrypning medens der bliver fodret og skiftet vand.

Uanset om fuglene har sand eller papir i bunden af buret må grit og kalk blanding aldrig mangle, lige så vigtig er det næsten at fugle har adgang til badevand.

Af vitaminer bruger jeg selv vispumin, og en gang om ugen drysses der Nekton S over det opblødte frø, der gives sammen med opmadningsfoder.

Nu hvor næste avls sæson står for døren gælder det om at have parret de rigtige fugle sammen, gå efter type, størrelse, og tegninger.

Har man ikke 2 par, så ubeslægtede par kan sammensættes.

Den bedste måde at gøre det på er, at parre den gamle han med den bedste af sin egen hun unge, og den gamle hun med den bedste af sin egen han unge.

Lad være med at parre søskende sammen, det giver i sidste ende kun dårlige og alt for små fugle 

B. Møller S.

Ringastrild:

Engelsk:                                                                                 

White-rumped Double-barred Finch (Nominatform)   

Poephila bichenovii

Blach-rumped Double-barred Finch

P.b. annulosa

Beskrivelse:

Størrelse: 11 cm.

Øjne: Mørkebrune (glinsende)

Næb: Blygrå (blågråt)

Ben og tær: Hornfarvede

Hoved: Et sort bånd afgrænser den hvide maske  og det mørkebrune hoved.

Flanker, bryst og bug: Hvid til let cremet med tydelig afgrænset sort brystbånd.

Overgump: Hvid (broget er en grov fejl, der kan skyldes en sammenblanding med gittervinget ringastrild

Baghoveb, hals og ryg: Brun med svag bølgetegning (tværstriber)

Vinger: Sortbrune med sorte håndsvingfjer. Dækfjer med små hvide pletter, dannende et gittermønster ved samlede vinger.

Halen: Sortbrun med sorte over- og underhaledækfjer og afrundet hale.

Kønsforskel: Ingen ydre kønsforskel.

Udbredelse:

Den 11cm. Store Australske pragtfinke består af 2 arter, Ringastril og underarten gittervinget ringastrild, Ringastrilden lever i et område fra Kap York gennem Queensland til det nordlige South Wahles.

Sivfinker

Lonchura-slægten

Slægten omfatter en række små og udpræget frøædende pragtfinker med oprindelse i Afrika, Australien og de indonesiske øre. Lonchura-slægten er med sine 35 arter afgjort den største slægt inden for pragtfinkerne. Oprindeligt regnedes Bronzefinkerne og visse af Nonnerne til denne slægt, men i den nye systematik omfatter Lonchuraerne også Sivfinker, Skadefinker, Sølvnæb – der er skarpt afgrænset og perlehalsamadiner. Lonchura griseicapilla, der danner et overgangsled mellem dem. De andre lonchuraarter omfatter

Bronzefinker, Nonner og Sivfinker, disse er der ikke så skarp afgrænsede. Dette gælder navnlig Nonner og Sivfinker, mellem hvilke der ikke kan trækkes en distinkt grænse. Betegnelserne Nonne og Sivfinke stammer fra Tyskland og er optaget i dansk sprogbrug.

Nonner og Sivfinker udgør ca. 20 arter med mange underarter . De har omtrent samme ubredelsesområde som Bronzefinkerne. En del underarter er svære at bestemme  og bliver let  forvekslet med de almindelige arter. Derfor er oplysningerne omkring de sjældnere arter  og underarters liv i fangenskab mangelfulde.

En stor del af slægtens repræsentanter er knyttet til sumpede og sivbevoksede områder, hvor fuglenes færden udøver et kraftigt naturligt slid på kløerne. Et sådant slid kan være vanskeligt at opfylde i fangenskab, og flere af arterne er derfor svært tilbøjelige til at udvikle forvoksede kløer under beskyttede forhold. En måde at løse dette problem på kan være at placere fuglenes foder på en ru cementflise, således at kløerne slibes underfødeindtagelsen. En tæt bevoksning med ”hårde” vækster som bambus og siv kan også være medvirken til at holde klovæksten i ave.

Slægten inddeles i 5 hovedgrupper, nemlig : Sivfinker, Broncefinker, Nonner, Skadefinker, og øvrige arter omfattende Sølvnæb, Malabaramadine, Perlehalsamadine og Muskatfinke.

Der er 3 eksemplarer på det Australske kontinent der hører til lonchura familien.

Den brunbrystet sivfinke, gul sivfinke og hvidbrystet sivfinke.

Den Brunbrystet sivfinke (Lonchura castaneothorax) (Gould), har en længde på 101 mm. Pande, isse og det bagerste af  halsen gråbrune; tøjler, øjenomgivelser, kinder og strube sorte eller brunsorte. Ryg og vingedækfjer mørkebrune, svingfjer gråbrune med brun kant. Overgumpens bagerste del og de midterste halefjer varierende fra gult til gulbrunt. Det forreste af hals

og brust lysere eller mørkere kastaniebrune, hen over brystet strækker der sig et sort bånd af varierende bredde. Bugen er gullighvid eller hvid. Kropssiderne er med sorte og brungule pletter. Underhaledækfjer er sorte. Øjne brune, næb og fødder blågrå.

Kønnene er ens farvede. Ungdragt: Mørkebrun på oversiden, hovedets sider brune, struben brunhvid, underside gulhvid, mere brunlig på brystet.

Udfarvningen varer op til et halvt år.

På engelsk kaldes den Chestnut-breasted finch, eller Chestnut-breasted Mannikin og den tyske betegnelse er Braunbrustschilffink. Den Brunbrystet sivfinke er udbredt fra Kimberley regionen i det Nordvestlige Australien  mod øst over hele Nordaustralien og Kap York halvøen og ned til Sydney i New South Wales. Dens foretrukne levesteder er i høje slanke græs- og sivbevoksninger langs kanterne af sump- og mangroveområder. Desuden er den at finde i opdyrkede arealer, såsom sukkerrørs plantager og blandt afgrøderne på marker med ris og hirse.

Den Brunbrystet Sivfinke er sandsynlig den mest populære blandt de Australske sivfinker. Hvilket også gør den til den mest almindelige opdrættede art. Der bliver ofte sagt, at den er vanskelig at få til at yngle under beskyttede forhold, men nu til dags bliver der produceret mange unger fra par holdt i opdrætsbure.

Arten er vældig hårdfør og vil nemt kunne tilpasses et liv i en volierer, men den kræver et frostfrit rum at søge ly i.

Den Brunbrystet Sivfinke vil være i stand til at avle bastarder med de øvrige medlemmer af lonchura-familien. Så derfor bør man undgå Gul Sivfinke, Mågefinke, Sølvnæb og Malabaramadine, hvis man ønsker at den Brunbrystet Sivfinke skal være en del af en blandet flok i volieren.

Kønsbestemmelse af den Brunbrystet Sivfinke kan være særdeles svært, især for dem der ikke har erfaring med fuglen. Hannen har for det meste et sølvgråt hoved og nakke, hvorimod hunnens hoved blot er gråligt. Brystet på hannen vil for det meste være mørkere kastaniefarvet end hunnens. Også det sorte bånd på den nederste del af hannens bryst er bredere. Den ideelle kønssortering er ved hjælp af hannens sang. Heldigvis er de fleste hanner meget sangivrige, og så snart de unge hanner begynder deres udfarvning af fjerdragten synger de kontinuerligt.

Det gennemsnitlige antal æg pr kuld er 5-6 og begge fugle deltager i udrugningen. Ligeledes opholder både han og hun sig i reden om natten. Ungerne udklækkes efter ca. 12 dage og hvis de bliver fodret tilstrækkeligt, er de klar til ringmærkning i en alder af 7-8 dage.

Forældrefuglene stopper med at varme ungerne i reden, når de er ca. en uge gammel. Specielt hvis vejret er varmt eller hvis fuglene befinder sig i et opvarmet fuglehus.

Ungerne forlader reden i en alder af ca. en måned. Et par dage inden det sker, skal man være særlig påpasselig med ikke at forstyrre ungerne, da de ellers vil hoppe af reden for tidligt. I den første tid, er ungerne meget sky, men når de efter ca. 5 uger ikke bliver madet af forældrene mere har de mistet deres nervøse tendenser.

Brunbrystet Sivfinker vil uden tvivl med succes opdrætte unger på diæt af frø og grønt. Men tilføres de levende foder i form af melorme er det kun en fordel. Og de fleste par tager gerne store mængder under opmadningsperioden. Så snart ungerne er vænnet fra og selv søger føde, mister forældrene interessen for levende foder indtil de får et nyt kuld.

Der eksisterer to mutationer af Brunbrystet Sivfinke. Den toppet og en lysebrun. Den toppede mutation er sandsynligvis opnået ved at parre den Brunbrystet Sivfinke med en toppet Mågefinke og efterfølgende parre toppede unger tilbage på Brunbrystet Sivfinke.

I Australien findes der beretninger om Albino Brunbrystet Sivfinke samt eksemplarer med en dyb chokolade-brunt brystbånd. Den sidste er ikke en ny mutation, men en farvevariant

der er fremkommet ved selektiv udvælgelse.

Dernæst Gul Sivfinke (Lonchura flaviprymna, Gould) Hoved, strube, nakke og det bagerste del af halen er grå. Ryg og vingedækfjer kastaniebrune, svingfjer gråbrune. Overgumpens bagerste del og de midterste halefjer gulbrune, de andre gråbrune, undergumpen er sort. Underside og kropssider isabelgule, på brystet med et svagt brunligt skær. Øjne mørkebrune, næb og ben blågrå. Kønnenes ens farvede, længde ca. 110 mm.

Ungdragten ligner den Brunbrystet Sivfinkes.

Udbredelse: Det nordvestlige og nordlige Australien fra Derby til det nordvestlige Queensland. Lever for det meste i det indre af landet, og kommer kun ud til kysten under tørkeperioder i det indre af landet. Den besøger forekomsten af høje græsser i udkanten af sumpede områder.

Selvom den er relativ sjælden i naturen er forekomsten af den i fugleholdet langt mindre end denne Sivfinke fortjener.

Den Brunbrystet Sivfinke og den Gule Sivfinke er nært beslægtede. Og kønsbestemmelsen er uden tvivl meget besværlig, dog har hannens hoved et mere sølvgråligt skær. Voliereforhold er mest velegnet til den Gule Sivfinke, selvom den vil kunne opdrættes i et kassebur. I ligeledes som med den Brunbrystet Sivfinke skal man holde den adskilt fra andre medlemmer af lonchura familien, da den med lethed kan producerer hybrider. Man kender til krydsninger mellem Brunbrystet Sivfinke, Mågefinke og Ringastrild. Bastarderne der kommer af krydsningen mellem Gul Sivfinke og Mågefinke er frugtbare.

Den normale kuldstørrelse er på 4 til seks æg. Begge fugle deltager aktivt i udrugningen om dagen imens hunnen klarer det alene om natten. Æggene udklækkes i løbet af 12-14 dage, og ungerne forlader reden i en alder af ca. 3 uger. Ungerne bliver selvstændige når disse er 5-6 uger gamle. Ungfuglene er mørkebrun farvede på oversiden af fjerdragten og udvisket grålig på undersiden hvorimod deres haleparti er svagt gulligt. Den voksne fjerdragt opnås først i en alder af ca. 6 måneder.

Ynglepar vil kunne opforstere unger på en tropeblanding alene, men animalsk foder er en kærkommen hjælp. Nogle par vil foretrække blødfoder (universal-foder med insekter eller æggefoder).

Der er ikke kendskab til nogen form for mutationer indenfor den Gule Sivfinke, hvilket ikke er overraskende på baggrund af det lille antal unger der opdrættes hvert år.

Hvidbrystet Sivfinke (Lonchura pectoralis)

Han: Isse og nakke brungrå. Hovedets sider og strube sorte, begrænsede af et smalt rødbrunt bånd, der i en bue  strækker sig fra øjet til struben. Ryg og vinger brunliggrå, vingedækfjerene med hvide spidser, overgump brungrå, hale sortbrun. Øverste del af brystet hvidt med smalle sorte tværbånd, bryst og bug rødlig grå. Øjne brune, næb blågråt, ben kødfarvede. Fuglens længde ca. 120 mm.

Hun: Hovedets sider og strube brunligsorte. De sorte tværstriber på den øverste del af brystet er bredere, så brystet ikke fremstår som hvidt, men giver et sort og hvid mønstret udsendende.

Ungedragt: Gråbrun, lysere og mere brunlig på undersiden. Hale sortbrun.

I modsætning til de to andre Australske Sivfinker, der ligesom de øvrige lonchura-arter har en tilspidset til pleje og opmadning af Hvidbrystet Sivfinke, kan succesraten være temmelig lav. Dette kan skyldes, fordi i modsætning til alle andre Australske Pragtfinker der kalder på mad, er Den Hvidbrystet Sivfinke unge praktisk talt tavs. I hvert fald ca. den første uges tid.

Dette betyder så at Mågefinken ikke er opmærksom på, at den Hvidbrystet Sivfinke er sulten , idet ungen ikke tilkendegiver sin sult ved tiggelyde.

Måske hvis Mågefinker der har erfaring med de mere stille typer, vil være i stand til at opfostrer netop de mere ”mundlamme” Hvidbrystet Sivfinker, som værende normen.

Der lægges 5-6 æg i gennemsnit pr. kuld. I dagtimerne er forældrefuglene fælles om udrugningen, mens

Hunnen klarer natten. Ungerne er næsten fuldt befjedrede i en alder af 16-18 dage og er meget sky, de springer ud af reden for et godt ord. Og er meget svære at få tilbage i reden igen.

Levende foder i form af melorme bør tilbydes par der yngler, men antallet er nødvendigvis rationeret idet, hannen elere bliver overstimuleret og kan finde på at forlade ungerne i reden til fordel for at påbegynde et et ny kuld. Den Hvidbrystet sivfinke er mere følsom overfor fugt og kulde end de to andre sivfinker. Specielt på grund af dens meget færden på jorden. Det ideelle opholdssted vil være et indendørs voliere-anlæg.

Der er ikke kendskab til mutationer.